Om Supermentoring
Supermentoring i praksis – undervisningsteknik
Det giver sig selv at de studerende helst uden vanskeligheder skal kunne få fat i hvad underviseren formidler. Men der er et andet vigtigt forhold i forbindelse med sproget: Ligesom ens performance, ens udseende og ens påklædning er vores sprog med til at tegne et billede af os. I samme øjeblik vi træder ind i undervisningslokalet, i samme øjeblik vi begynder at tale, tolker de studerende på os i en lynhurtig og helt ubevidst proces: Er personen troværdig/utroværdig, er personen seriøs/useriøs? Denne tolkning har afgørende betydning for hvordan informationen fra underviseren modtages. Og det følelsesindtryk der udløses, hænger ved når indholdet er blevet bearbejdet og lagret i langtidshukommelsen. Desuden spiller tempo, intonation og tydelighed i artikulationen en stor rolle for det studerendes opmærksomhed.
Så sprog er altså ikke noget der kan henføres til kategorien flueknepperi og det-går-nok-altsammen. Sproget er vigtigt!
I undermenuerne 'Sproget - dansk' og 'Sproget - engelsk' samles en række delemner der vedrører både det talte og det skrevne sprog. Der er ikke foretaget nogen opdeling af emner på det talte og det skrevne, for der er af naturlige grunde en stor mængde overlap. Udtale angives i en tillempet lydskrift mellem kantede parenteser [ ... ].
Der gives i videst muligt omfang en kort begrundelse for hvorfor et forhold er vigtigt, og også en angivelse af hvorfor noget er forkert, og hvordan fejlen er opstået. Disse oplysninger kan man give til den kollega man supermentorerer.
Tempoet er et område hvor mange har problemer: De taler simpelthen for hurtigt, og de studerende kan have problemer med at fange alt det der bliver sagt. At skrue tempoet periodevis op for at skabe dynamik og opmærksomhed er selvfølgelig et udmærket retorisk kneb, men et vedvarende højt tempo går ikke.
Det kan være vanskeligt for en underviser at blive bevidst om sit tempo - men bevidstheden er det første skridt frem. Et simpelt trick er at downloade en metronom (takttæller), sætte den til at klikke i et moderat tempo og så tale op mod klikkeriet i det tempo man som underviser normalt bruger. Det vil få mange til at kunne justere tempoet. Også en lydoptagelse af ens egen forelæsning kan være med til at man får om ikke øjnene, så ørerne op for problemet.
Det er for det første vigtigt at underviseren taler tilpas højt. I auditorier skal der ubetinget bruges mikrofon. En del undervisere er tilbøjelige til at lægge stemmen i et for højt (for lyst) toneleje for - trods mikrofon - at trænge igennem. De bør finde stemmens naturlige grundleje (dens 'default-indstilling'), og det gør man ved at hoste - hosten ligger (ligesom latter og gråd) netop på grundlejet. Det er derfor en god ide at hoste let og så begynde at tale.
Jyder har generelt en tendens til at falde i intonation hen mod slutningen af en sætning. Den sidste del bliver derfor ofte kun til en mumlen som er næsten umulig at få fat i - mikrofon eller ej.
Det er centralt at man som underviser har en klar udtale. Uden den vil meget af det han/hun siger ikke blive forstået.
Vældig mange danskere har en uheldig tendens til at sluge enkelte lyde:
Også hele stavelser ryger tit - ikke mindst på grund af for stort et tempo: fx [smini] = cereomoni, [sjaldmokrater] = socialdemokrater, [stdnævnet] = studienævnet. Og flere ord kan smelte sammen: [snsagt] = som sagt
Engelsk 'signposting' betyder 'at vise vej'. Med udtrykket menes der det at man organiserer og sammenkæder sin fremstilling ved hjælp af forskellige vendinger og udtryk. Brugen af signposting hjælper de studerende til at navigere i stoffet og skabe sig overblik og sammenhæng.
I undervisningen er det vigtigt at bruge signposting til:
1. Indledning, fx:
2. Overgang mellem 2 delemner, fx:
3. Oplistning/opsamling af emner, pointer osv., fx:
4. Reference bagud i dagens stof, til tidligere timer, til andre fag osv., fx:
Offentlige institutioner er ved lov forpligtet til at følge Retskrivningsordbogen der fastlægger standarden for retstavning, bøjning og tegnsætning og udgives af Dansk Sprognævn. Det gælder også medarbejdere ved AU når de skriver offentligt tilgængelige tekster, se http://medarbejdere.au.dk/fakulteter/bs/sprogpolitik/. Om forpligtelsen så også rækker ind i undervisningslokalet, kan nok diskuteres, men det trækker aldrig fra at have en ordentlig sprogbrug. Ja, det er faktisk vigtigt for den måde vi selv og det vi siger/skriver, opfattes på af andre (se 'Hvorfor er sproget vigtigt?'), og det må vel også høre til den akademiske diskurs at rammerne er på plads. Sproget er vores værktøj og en væsentlig del af vores produkter - og hvem ville se med milde øjne på fx en tømrer der lod skrue- og sømhoveder stikke frem fra vægge og lofter?
Retskrivningsordbogen har alle sådan set lige ved hånden, for den ligger online på https://dsn.dk/retskrivning. Giv gerne afsnittet om kommatering en overhaling, for selv i den akademiske verden er der forbløffende få der kan sætte komma rigtigt - og reelt er det ganske nemt. Det skal lige i forbifarten her nævnes at vi på dansk har ét og kun et kommasystem. Den eneste nyhed sammenholdt med det såkaldt gamle kommasystem er at man kan lade være med at sætte komma foran bisætninger (som i denne sætning). Man skal altså vide hvad en bisætning er, man skal stadig kunne noget helt basal grammatik - og så skal man glemme 'den engelske syge' med at sætte komma efter eller omkring alverdens biord og forholdsordsforbindelser.
Ordenes betydning, måden vi skruer led og sætninger sammen på (syntaks), og udtale er der ikke normer for. Dansk Sprognævn skal følge udviklingen på disse områder og rådgive, men har ingen indflydelse på dem - de styres af sprogbrugerne, dvs. os der taler og skriver dansk.
Kommatering er noget mange anser for ren pernittengrynethed. Men det er helt galt afmarcheret, for kommaet er en læse- og forståelseshjælp og en vigtig del af skriftsproget. En ondsindet udlægning af den fremherskende mangel på interesse for kommateringen er at mange danskere uanset uddannelsesbaggrund ikke kan tumle reglerne for kommasætning. Men faktisk er de meget enkle og kræver kun at man kan finde et grundled og et udsagnsled.
Her følger en lynmanual for kommasætning:
1. Brug generelt kun kommaet til at adskille sætninger med:
2. Sæt komma efter en bisætning:
3. Sæt komma foran en bisætning ELLER lad være (- på dette websted sættes der ikke komma foran bisætning):
Hvad er en bisætning?
En bisætning indledes med:
1. at, der, som og hv-ord (hvem/hvor/hvilken osv.)
2. da, efter (at), fordi, før, hvis, idet, inden, medmindre, mens, når, selvom - for blot at nævne de hyppigste indledere.
Desuden kan man kende en bisætning på at man ikke kan indsætte eden sgu i den: *Før han sgu ringede...
Pas på 'idiotkommaet' som det uvenligt, men rigtigt kaldes:
Han fik at vide hvor mange der havde købt billet.
Hvis man vil sætte komma her, skal det stå foran hvor mange. Ordet der (som mange fejlagtigt sætter et komma foran) er bare et fyldord; det står IKKE i spidsen af nogen sætning.
Man skal selvfølgelig balancere sit ordforråd efter sit fag og dets diskurs. Men det betyder naturligvis ikke at man skal tale som en bog; der er intet forgjort ved at krydre sit sprog med dagligdags gloser og udtryk, men kun krydre det, for fremstillingen må ikke kamme over i hyggesnak og uforpligtende formidling.
Eder og kraftudtryk skal man afholde sig fra at bruge. Der er ikke så helt få studerende der tager afstand fra den slags sprogbrug, og under alle omstændigheder klinger den ofte hult i en faglig sammenhæng. Den kan dermed være med til at skabe et dårligt indtryk af underviseren, og dette kan skade læreprocessen (se 'Undervisningspraksissen' > 'Generel optræden').
Det er meget vigtigt at omskrive og forklare fagudtryk og -termer og samtidig at skrive dem på tavlen hvis de ikke står på fx en PowerPoint-slide. Dette letter de studerendes forståelse og hjælper dem til at huske stoffet.
I mange tilfælde står fagudtryk og -termer i det materiale de studerende har forberedt, og ofte er de også forklaret her. Men i undervisningen præsenteres de i en ny sammenhæng, altså uden for teksten, og det betyder at de skal forankres på en ny måde i de studerendes forståelse. Så det er en god investering at parafrasere på sin egen måde i timerne.
Der har gennem de senere årtier været en kraftig tendens i dansk til at tage alskens forbehold i sine udsagn. Det startede vel i 70'erne hvor stort alle krydrede deres sprog (især det talte) med lissom: Jeg mener lissom..., jeg prøver lissom. Dette lissom tog de skarpe kanter af ens udsagn, og man gjorde sig blød og fremkommelig. Man var ikke kortfattet og præcis, og man kan derfor kalde denne sprogbrug 'cirka-sprog'.
Sidenhen er der kommet mange andre typer af 'cirka-sprog' til: I stedet for at tage en diskussion om noget, tager man en diskussion omkring noget, i forhold til noget, rundt om noget: Man kommer ikke ind i sagens kerne. Man evaluerer på, kommenterer på, vurderer på: Man går ikke til stålet, men kradser lidt i periferien eller i delemner. Man spørger ikke, man spørger ind til: Man vil ikke være direkte og stiller derfor hellere en række delspørgsmål; ja, selve udtrykket spørge ind til annoncerer at man ikke er så bidsk endda.
'Cirka-sproget' svækker ens udsagn og bør undgås - ikke mindst i en verden der bygger på præcision og beviser! Se i øvrigt det selvstændige afsnit om i forhold til.
Dansk påvirkes af engelsk, ingen tvivl om det. Gennem de sidste ca. 70 år har vi fået en del ord ind fra engelsk-amerikansk, og mange er gledet direkte ind i sproget: Vi opfatter ikke fx blender, camping, mixer, weekend som fremmedord - de er danske og uundværlige.
Men bl.a. i den akademiske diskurs er der en kraftig tendens til at krydre sit sprog enten med engelske gloser/udtryk eller mere eller mindre vellykkede oversættelser. Der er her selvfølgelig i et vist omfang tale om en påvirkning fra fagsprog der jo som oftest er engelsk, og indflydelse fra de sociale medier kan heller ikke udelukkes. Der kan også være tale om 'påfuglesprog', dvs. man blæser sit udsagn lidt op ved at bruge engelsk(inspirerede) brokker og viser derved at man er international og noget ved musikken. Dette kaldes ondsindet, men rammende for 'dangelsk' - det er hverken fugl eller fisk. Og det er derfor man bør undgå den form for sprog - den er overfladisk og ikke så nær altid præcis. Alt i alt er dette her altså ikke et forsøg på at genindføre sproglig purisme, men et ønske om at man i undervisning og faglig diskurs er så præcis som muligt.
'Dangelsk' kobler mange almindelige mennesker af - danskere er gode til engelsk, ja, men ikke alle er lige gode, og mange er for øvrigt heller ikke så gode som de selv mener.
Der er ufattelig mange eksempler på den uhensigtsmæssige brug af engelsk, her blot et typisk udvalg i tvangfri følge:
Engelske/amerikanske enkeltord
Nu skal vi vist have et break (pause)
Den bevisførelse er noget fluffy (usikker).
Vi har en masse gode statements (udtalelser) fra de studerende.
Det er jo fuldstændig off-track (forkert/afsporet).
Vi må vist have sendt en reminder (påmindelse/rykker)ud.
Kan du ikke joine (gå ind i) en anden studiegruppe?
Det er svært at se en connection (forbindelse) mellem de to ting.
Her må man simpelthen lave et U-turn (foretage en kovending/se det helt omvendt).
Han har faked (med) (svindlet med/fordrejet) sine data.
Det er da et problem vi kan handle (håndtere/klare).
Dårlige oversættelser (hele og halve):
Det tapper direkte ind i et andet forhold (det berører direkte).
Det vil jeg ikke committe (forpligte) mig på.
Når dagen er forbi (når alt kommer til alt/til syvende og sidst), kan vi konkludere at ...
Der er X, Y, Z og hvad har vi (osv.).
Nu må du se at komme til konklusioner (træffe en afgørelse).
Det forsvandt i den tynde (blå) luft.
De simulerer (hykler) bare interesse for emnet.
Det er komplet (fuldstændig) forkert.
Det er ikke lige min ide om (opfattelse af) en god opgave.
Han ringede på det mest opportune (belejlige) tidspunkt.
Det kan måske virke pernittengrynet og som det rene flueknepperi at tage emnet 'sproglige unoder' op. Men: Vi forlanger på mange måder en høj grad af faglighed og gerne perfektion af vores studerende, og derfor skal vi selv være rollemodeller. Sproget er vores værktøj, og uden et ordentligt værktøj får man nemt leveret jammerlige resultater.
Nedenfor en liste over sproglige unoder. Den er alt andet end fuldstændig, men den rummer en del af de værre skævere opfanget under supermentoring gennem de senere år - både iht. talt og skrevet sprog. Klik på de enkelte emner for at få en beskrivelse/forklaring; de kan også tilgås under dette punkt.
Nutid på -r og navnemåde på -er
Mere r
'For at ka' eller 'for at kunne' - 'for at ska' eller 'for at skulle'?
ligge - lægge
springe - sprænge
lykkes - lykkedes
synes - syntes
hans/hendes - sin/sit/sine
Jeg tænker at ... Tænker du at...?
I forhold til
YES!
'Øh...' - både det 'ukvalificerede' og det 'kvalificerede'
Det der her er på tapetet, gælder udelukkende skriftsproget: udeladelsen af -r i nutid af udsagnsord som i de høre/køre/vurdere i stedet for det korrekte de hører/kører/vurderer.
Sagen er at vi i udtalen ikke kan høre nutidsendelsen -r. Den bliver 'ædt' af r-lyden der går forud. Men den skal altså med i skriften.
Problemet opstår udelukkende ved udsagnsord hvis stamme ender på -r. Stammen finder man ved at fjerne -e fra navnemåden: høre --> hør, køre --> kør, vurdere --> vurder.
Er man i tvivl om hvorvidt -r skal på udsagnsordet, kan man indsætte et udsagnsord som fx holde: de holde - nej: de holder, og derfor også de hører/kører/vurderer.
Og så til det modsatte. Det sker ikke helt sjældent at folk omvendt sætter -r på udsagnsordet i navnemåde selvom navnemåde ender på -e (med få undtagelser som fx gå og få). Folk skriver altså fx for at hører/kører/vurderer og sætter dermed et -r på som ikke skal være der - simpelthen fordi de er blevet ålet for at glemme -r'et i nutid.
Igen kan man blot sætte nutid (med -r) af fx holde ind:
Inde i ord efter en selvlyd, forsvinder -r- tit i udtalen og derfor også tit i skriften. Mange siger rask væk [ævæævsliv], [nomaal], [vudeer], osv. og skriver derfor ehvervsliv, nomal, vudere osv.
Vær opmærksom på forholdet, og få -r'et med både i skrift og tale.
I ordet materiale sniger der sig hos virkelig mange et overflødigt -r- ind, og ordet udtales så [martriale]. Det er r'et i -tri- der driver sit spil og melder sig på udtalebanen før det skal. Husker man at udtale hele ordet, dvs. siger man [mate...], er der ikke plads til det gale -r-, så spis ikke det ubetonede -e.
De færreste er nok i tvivl om at for at kunne/skulle er det eneste gangbare, men ikke desto mindre både siger og skriver en hel del for at ka/ska - ubevidst, for de ved sikkert nok at den er gal.
Sagen er at kunne og skulle på mange virker rigelig datidsagtigt (og for feinschmeckere: Det er historisk set datidsformer), og da de sætninger hvori fejlen forekommer er sætninger i nutid, bruger de nutidformerne af udsagnsordene.
Mange - alt for mange - kan ikke styre forskellen på de to udsagnsord i nutid. I datid går det uden vanskeligheder, for kun hard-core jyder kan sluge Hun lå bogen på bordet, og der har den lagt længe - andre vil kun acceptere Hun lagde bogen på bordet, og der lå den længe, og godt det samme.
Det nytter ikke at give den grammatiske regel hvis folk ikke kan tumle grammatikken. Men her er den for en ordens skyld: ligge er intransitivt, dvs. ordet tager aldrig genstandsled, mens lægge er transitivt, dvs. ordet tager genstandsled.
Kan man ikke stille noget op med de grammatiske forhold, kan man ty til denne regel: ligge udtrykker stilstand (i - i), mens lægge udtrykker bevægelse (æ - æ): Bogen ligger på bordet (i - i), Hun lægger bogen på bordet (æ - æ).
Dette gælder også overført betydning: Han ligger hende til last (= ligger som en byrde på hende), Han ligger altid under for andres meninger (= ligger under andres meninger, dvs, er domineret af dem), Han lægger op til en diskussion (= lægger stof frem på 'bordet'), De lægger enhver diskussion død fra starten (= lægger diskussionen ned).
Kniber det stadig, kan man prøve at sætte sin sætning i datid: ligge hedder i datid lå, og lægge hedder lagde. Igen vil kun hard-core jyder acceptere Hun lå bogen bogen på bordet. Det hedder lagde og i nutid derfor lægge.
Problemet er som regel det at folk vælger ligge i stedet for lægge.
Problemet er her i princippet det samme som ved ligge og lægge. Tager vi den grammatiske forklaring, er springe ligesom ligge intransitivt og kan ikke tage genstandsled. Og ligesom lægge er sprænge transitivt og tager genstandsled. Eksempler: Om et øjeblik springer beholderen i luften - intet genstandsled >< Om et øjeblik sprænger han beholderen i luften - beholderen er genstandsled.
Det er ikke muligt at lave i-i/æ-æ-regler her som ved ligge og lægge, og det hjælper heller ikke mange at gå til datid, for vældig mange danskere har ikke problemer med Han sprang beholderen i luften selvom det er forkert. Og lad os så lige tage bøjningen: springe - sprang - sprunget og sprænge - sprængte - sprængt. Derfor burde sætningen lyde: Han sprængte beholderen i luften.
Eneste hjælp er at huske at springe - sprang - sprunget faktisk kan erstattes af eksplodere: Beholderen springer/sprang/er sprunget i luften = Beholderen eksploderer/eksploderede/er eksploderet.
En anden hjælp er at huske at ved sprænge - sprængte - sprængt bliver der direkte nævnt hvem eller hvad der forårsagen ødelæggelsen - det er nemlig sætningens grundled der handler/er årsag. I Han sprængte beholderen i luften er det altså 'han' - grundleddet - der sætter gang i eksplosionen. I Beholderen sprang i luften sker eksplosionen bare, dvs. uden tanke på hvem eller hvad der udløser den.
lykkes er nutid, og lykkedes er datid: Det lykkes ikke for ham hverken i dag eller i morgen at blive færdig med forsøget (nutid) - Det lykkedes forskerteamet at komme til et gennembrud for et par måneder siden (datid).
Ofte blandes de to former, og dertil kommer at lykkedes ofte ses og høres som navnemåde: For at det skal lykkedes, skal vi have flere data.
Sagen er at manges høje taletempo gør det svært at høre forskellen på lykkes og lykkedes, og har man ikke sin viden om bøjning fremme i hukommelsen, kan det let gå galt både i skrift og tale.
Egentlig er det meget enkelt: Jeg synes er nutid, og jeg syntes er datid. Men ofte både ser og hører man syntes brugt i nutid, og det er forkert. Fejlen opstår sikkert fordi en håndfuld ret hyppige udsagnsord har -tes i nutid passiv, fx hentes, printes, (for)ventes, men her hører -t til udsagnsordet (stammen ender på -t) og er ikke datidsmærke som i syntes.
Hvornår man vælger hans/hendes og sin/sit/sine, er for mange et stort problem. Oprindelig var det jyder der sloges med ordene og overforbrugte hans/hendes - simpelthen fordi sin/sit/sine ikke fandtes på jysk. Men nu om dage er ens oprindelse ligegyldig - ordene hans/hendes går deres sejrsgang over hele kongeriget, og ad åre har ordene sikkert udkonkurreret sin/sit/sine.
Men det regnes stadig for en fejl at bruge hans/hendes i sætninger som: Peter hentede hans børn og Cathrine sluttede hendes pc til. Og når man nu ser sætningerne på tryk kan man - de fleste i det mindste - nok også se at den er gal: Efter traditionel målestok er det ikke Peters egne børn han hentede, og ikke Cathrines egen pc hun sluttede til. Her skulle have stået Peter hentede sine børn og Cathrine sluttede sin pc til. Sagen er at man skal bruge sin/sit/sine når der peges tilbage til sætningens grundled (hhv. Peter og Cathrine), dvs. når det er sætningens grundled der 'ejer' det der følger (hhv. børn og pc).
Den gamle flovse om at enhver vel kan se at Han tog hans stok og gik hans vej er forkert, holder ikke rigtig vand nu om dage hvor den udtryksform er helt normal for mange.
Mange har opgivet udtryk som jeg mener, jeg synes, jeg tror, jeg er overbevist om at ... til fordel for modeordet tænke. Tendensen er forholdsvis ny og særlig udbredt i den akademiske og den politiske diskurs.
Mange redegørelser, diskussionsindlæg, udsagn osv. svækkes betydeligt af dette jeg tænker. Og gassen kan tages af andres bidrag ved et spørgsmål som tænker du at.../hvad tænker du? Tanker er som bekendt toldfri og aldeles uforpligtende.
Der er med sikkerhed ikke tale om påvirkning fra engelsk think. Så ville brugen af tænke uden tvivl have indfundet sig for lang tid siden. Snarere er dette tænke et element i det man kunne kalde 'cirka-sprog' (se afsnittet om dette).
I forhold til det problem kan jeg ikke se nogen løsninger i forhold til hvem vi skal inddrage.
Brugen af forholdsforbindelsen i forhold til går som en steppebrand gennem sproget (som i øvrigt også gennem norsk og svensk). Forbindelsen kan betyde hvad som helst, og det er givetvis forklaringen på dens popularitet:
Flere eksempler:
Der har været rejst en del spørgsmål i forhold til de svar man kan få i forhold til dette medikament.
--> Der har været rejst en del spørgsmål om de svar man har kunnet få om dette medikament(s bivirkninger el. lign.).
Man kan ikke sige noget præcist i forhold til om det er rigtigt.
--> Man kan ikke præcist om det er rigtigt.
Han skulle svare hurtigt i forhold til at kunne give et oplæg på konferencen.
--> Han skulle svare hurtigt om han kunne give et oplæg på konferencen.
I forhold til det vil jeg gerne vide om...
--> I den sag/Her vil jeg gerne vide om...
Jeg har et problem i forhold til min nakke i forhold til når jeg skal vende mig om.
--> Jeg har et problem med min nakke når jeg skal vende mig om.
Det må vurderes i forhold til eksamensreglerne.
--> Det må vurderes ud fra eksamensreglerne.
Du må arbejde aktivt i forhold til at få disse her ting på plads.
--> Du må arbejde aktivt for at få disse her ting på plads.
Vi må skabe klarhed i forhold til...
--> Vi må skabe klarhed om...
Vi undervisere har det godt i forhold til de studerende.
--> Vi undervisere har et godt forhold til de studerende
Flere af eksemplerne er sådan set uforståelige, og enkelte - især det sidste - direkte komiske hvis de tages for pålydende.
Mange afslutter igen og igen et slide, en tankegang, en bevisførelse af med et klingende yes! Det er på sæt og vis en slags signpost (se 'Signposting' ovenfor), men hvordan man end vender og drejer det: Dette yes! er aldeles betydningstomt og opfylder ikke den funktion en ægte signpost har. Tværtimod - det irriterer ofte på samme måde som både det ukvalificerede og det kvalificerede øh.
Brugen - overforbruget - af yes! er ubevidst, ingen tvivl om det, og man skal derfor ofte gøres opmærksom på forholdet for at komme det til livs.
Overforbrug af øh pynter ikke nogen kommunikation og tolkes let som usikkerhed eller mangel på overblik. Dette 'ukvalificerede' øh (dvs. bare lyden) er ofte intet andet end en dårlig vane, og bliver man opmærksom på forholdet, kan man som regel let komme over øh-eriet.
Ikke så helt få bruger udtryk som hvad hedder det, hvad er det nu (lige) det hedder, om jeg så må sige, kan man sige i stedet for øh - listen er lang. Det er et 'kvalificeret øh - man ved at lyden ikke er noget der ligefrem er en pryd for fremstillingen, og så sætter man et udtryk ind i stedet. Det bliver det imidlertid ikke kønnere af. Også brugen af den slags kneb er tit noget folk ikke er klar over, men igen kan bevidsthed om unoderne løse problemet.
De områder der er nævnt ovenfor under 'Sprog - dansk', er naturligvis også vigtige når det gælder undervisning på engelsk. Men her er der en række yderligere forhold at være opmærksom på.
Undervisning på engelsk er ikke kun et spørgsmål om at kunne begå sig på sproget. Man skal helt grundlæggende huske på at de studerende der ikke har engelsk som modersmål, skal gennem et dobbelt loop for at bearbejde den information underviseren giver: Først skal de omsætte informationen til deres eget modersmål, og så skal de bearbejde den med henblik på lagring i langtidshukommelsen.
Det betyder at underviseren skal være bevidst om både sit engelsk og hele sin undervisningspraksis. Hvad angår det sproglige, skal man især være opmærksom på tempo, udtale, ordtryk og ordforråd; også parafrasering er et centralt element her. Og hvad angår det undervisningsmæssige, skal der arbejdes med pauser, refleksioner, efterbearbejdelse - se 'Undervisningspraksissen' > 'Start og afvikling'.
Især i udtalen er der som bekendt forskelle mellem britisk og amerikansk engelsk. Man må her træffe sit eget valg - men sørge for at være konsekvent så ens sprog ikke bliver en hybrid mellem de to udgaver af engelsk.
Det samme gælder det skriftlige, men skriver man i officielle breve, brochurer, webtekster mv. med fakultetet som afsender, skal der konsekvent bruges britisk eller amerikansk engelsk standard: http://medarbejdere.au.dk/fakulteter/bs/sprogpolitik/.
Under 'Vigtige forskelle mellem amerikansk og engelsk skriftsprog' gives der en oversigt over de forhold man skal være opmærksom på.
<w> udtales med begge læber og er helt forskelligt fra <v>.
Mange danskere rammer ikke den helt rigtige udtale, men ligger tæt på dansk enkelt-v. Man kan arbejde med udtalen ved at sige [u] i stedet for [v]: [uell] = well.
<th> udtales ved at man stikker tungespidsen lidt frem mellem fortænderne og lader den røre let ved de øverste. Lyden findes ikke på dansk og udtales ofte som [f] af danskere, især foran r som i through. Man kan træne udtalen ved at stikke tungespidsen lidt længere frem - lidt foran overlæben - så bliver udtalen mere autentisk efterhånden.
Der er her altså tale om den 'hårde' th-udtale. Den bløde udtale som i fx weather og with, plejer ikke at volde danskere store vanskeligheder fordi den svarer ret godt til vores /d/ som i bade, brød, lade; lyden skal blot være lidt mere overdrevent udtalt på engelsk.
Tjek udtale på https://howjsay.com/.
<oll> udtales [oul] i poll, scroll, toll. Eneste undtagelser er doll (dukke) [dåll] og loll (sidde og hænge) [låll] - som man næppe har den store brug for i undervisningen.
Tjek udtalen på https://howjsay.com/.
<l> har en 'federe' udtale på engelsk end på dansk. Den bageste del af tungen skal svippe op mod den bageste del af ganen når man artikulerer lyden.
Tjek udtale på https://howjsay.com/.
Forbindelsen <ea> er svær at tumle, for den kan have 4 forskellige udtaler: [ii] som i east, [æ] som i head, [æj] som i break og [ea] som i idea.
Der er ingen regler for hvornår de forskellige udtaler anvendes, så det må læres udenad. Bemærk i øvrigt at steak udtales [stæjk] og ikke [stiik] som mange danskere gør det - hvis man da har brug for lige det ord i sin undervisning.
Tjek udtalen af ord som east, head, break, idea på https://howjsay.com/.
<dg> udtales næsten som dansk <dj> i fx djævel, men j-delen er meget tydeligere på engelsk end på dansk. Den skal udtales med meget rundede læber, dvs. trutmund.
Tjek fx bridge på https://howjsay.com/.
<ch> udtales [tsch]. Mange danskere dropper hvislelyden, især når <ch> står først i ordet. Udtalen bliver så snarest [tj], og den er ikke gangbar.
Tjek fx chair på https://howjsay.com/.
Den engelske (især britiske) intonation har mange flere udsving end den danske. Nu skal man naturligvis ikke tillægge sig en 'upper class'-intonation (for her er der virkelig gang i den), men danskere - især jyder - skal være varsomme med ikke at falde i intensitet hen mod slutningen af sætningerne, for så ender sætningen let i uforståelig uengelsk mumlen.
At forsøge at beskrive hvor trykket ligger på engelske ord, er som at stikke i en hvepseredetæt på en umulighed. Faktisk er der ikke gode og faste regler på området, men der er i det mindste en tommelfingerregel:
Her oplistes en række væsentlige forskelle på de to engelskvarianters skriftsprog:
<-our / -or>
Britisk stavemåde: behaviour, colour, favourite, flavour, honour, mould
Amerikansk stavemåde: behavior, color, favorite, flavor, honor, mold
<-re / -er>
Britisk stavemåde: centre, kilometre, litre, theatre,
Amerikansk stavemåde: center, kilometer, liter, theater
<-ce / -se>
Britisk stavemåde: defence, licence, offence
Amerikansk stavemåde: defense, license, offense
<-se / -ce>
Britisk stavemåde: practise (som udsagnsord); practice (som navneord)
Amerikansk stavemåde: practice (både udsagnsord og navneord)
<-ll / -l> (uden tryk)
Britisk stavemåde: traveller, labelling, cancelled
Amerikansk stavemåde: traveler, labeling, canceled
<-l / -ll> (med tryk)
Britisk stavemåde: fulfil, enrolment, skilful
Amerikansk stavemåde: fulfill, enrollment, skillful
<-ise / -ize>
Britisk stavemåde: realise, organise
Amerikansk stavemåde: realize, organize
Der er dog efterhånden en tendens til at <z> accepteres også i britisk engelsk.
<-isation / -ization>
Britisk stavemåde: globalisation, organisation
Amerikansk stavemåde: globalization, organization
Der er dog efterhånden en tendens til at <z> accepteres også i britisk engelsk.
<-yse / -yze>
Britisk stavemåde: analyse, paralyse
Amerikansk stavemåde: analyze, paralyze
Der er dog efterhånden en tendens til at <z> accepteres også i britisk engelsk.
-t / -ed
Britisk stavemåde: spelt, learnt, dreamt
Amerikansk stavemåde: spelled, learned, dreamed
Det er vigtigt at man bruger et let forståeligt ordforråd. Heri ligger naturligvis ikke at man skal bruge et forsimplet sprog, men der er nogle områder man skal være opmærksom på:
Man bør i videst muligt omfang omskrive vanskelige ord og begreber for at lette de studerendes forståelse. Glem her ikke det dobbelte loop beskrevet under 'Hvad er vigtigst ved undervisning på engelsk?'.
Et par eksempler:
