Supermentoring i praksis – sprog
Kroppen og stemmen i rummet
Nedenfor følger en oversigt over de emner eller fokusområder der kan tages op i en supermentoringsrapport. Rækkefølgen er selvfølgelig ikke hugget i sten, og det er ikke nødvenidgt at gå ind på alle områder - det afhænger alt sammen af supermentors skøn og/eller de aftaler der er truffet mellem supermentor og supermentee.
Timens start er på mange måder afgørende for det samlede forløb. Det er nemlig i de første sekunder af timen, ja såmænd også i minutterne før timens start at de studerendes opfattelse af underviseren fastlægges i en lynhurtig og ubevidst proces (tolkning), og deres opfattelse er afgørende for om de har tillid til underviseren og dermed - og ikke mindst - til det han/hun formidler. Underviseren skal med andre ord udstråle ekspertise og venlighed og dermed skabe en god læringsatmosfære: Positive følelser er afgørende for et godt læringsresultat.
Tiden skal altid holdes. Reelt er 45 minutter i overkanten af hvad den voksnes opmærksomhed kan kapere, og de studerende har brug for en regulær pause efter hver lektion.
I løbet af timen bør der derfor indlægges mindre afbræk ca. 3 gange (efter 10, 20 og 30 minutter) for at styrke de studerendes opmærksomhed. Pauserne kan have form af time-outs, think-pair-share, afstemning med peer-instruction osv.; typer som de to sidste afbræk bidrager direkte til refleksion, mens den første lader det være op til de studerende at gøre hvad de vil.
Hvad angår de studerendes opmærksomhed, falder en time i tre dele, i fagsproget prime-time 1 i begyndelsen af timen med høj opmærksomhed, down-time i midten af timen med lav opmærksomhed og prime-time 2 hen mod slutningen af timen med stigende opmærksomhed.
Der vil så være glidende - faldende og stigende - overgange fra fase til fase Hvad der er blevet gennemgået i prime-time 1 huskes bedst, dels pga. den højere grad af opmærksomhed, dels fordi det der her gennemgås, som oftest vil blive gentaget hen over den samlede time. Hvad der gennemgås i down-time, huskes ikke eller kun i omrids mens stoffet fra prime-time 2 i nogen grad huskes - men kun i nogen grad: Opmærksomheden er steget, men der vil ikke være mange gentagelser. Af den grund er efterbearbejdelse af stoffet i form af opgaver et must.
Vælger man - som nogle undervisere gør det - at køre videre uden pause for så at holde tidligere, vil down-time omfatte næsten 40 % af den samlede tid. Og selvom man kan indlægge afbræk der vil afkorte down-time noget, vil der være megen spildtid. Igen: Pausen efter 45 minutter er absolut nødvendig. Ved særlig vanskeligt stof kan de anbefales at arbejde med blokke på 20 minutter med pauser på 5-10 minutter mellem hver blok; ved en sådan inddeling af undervisningstiden vil downtime kun omfatte 2 minutter, altså 10 % - og det gab kan nemt overvindes med afbræk med småaktiviteter som beskrevet.
I timens start præsenteres den struktur timen/timerne vil have - et program eller en dagsorden. Der angives også læringsmål (formuleret efter SOLO-taksonomien): Hjernen - og dermed dens indehaver - lærer bedst når den kender et mål og kan forudsige i hvilken retning en udvikling går.
I løbet af timen bør der jævnligt refereres til programmet/dagsordenen og læringsmålene så de studerende ved hvor de er - både hvad der er afsluttet, og hvad der følger. Det er vigtigt at hjælpe de studerende med at navigere i stoffet dels aht. deres arbejdshukommelse (tankearbejdet her og nu), dels aht. til deres opbygning af viden (lagring i langtidshukommelsen/hukommelsen).
Underviserens 'performance' er noget mange nedtoner betydningen af - stoffet er jo det centrale, er logikken.
Indholdet skal selvfølgelig være i orden, men underviserens generelle optræden er en meget vigtig ingrediens i undervisningen:
Se endvidere 'Gestik, mimik, kropsholdning, bevægelse' og videoen 'Kroppen og stemmen i rummet'.
Gestik, mimik, kropsholdning og bevægelse er en vigtig del af kommunikationen og skal derfor anvendes målrettet i undervisningen.
Kommunikativt skal kropssproget bruges til at understrege, fremhæve, betone, nedtone osv.
Men betydningen går videre: De kropslige udtryk har betydning for de studerendes tolkning af underviseren og dermed deres opfattelse af det stof der formidles.
Desuden kan kropssproget i bredeste forstand skabe et indtryk af nærvær og opmærksomhed. Dermed bidrager det til den positive læringsatmosfære, de positive følelser der er så centrale for den vellykkede undervisning og læring.
Endelig spiller kropssproget en afgørende rolle for de studerendes opmærksomhed: Stadig variation fra lærerside både fastholder og styrker den.
Se endvidere 'Underviserens sprog: Sproget er vigtigt' og videoen 'Kroppen og stemmen i rummet'. og
Interaktion med de studerende skal finde sted både i holdundervisning og i forelæsninger. Naturligvis vil der være meget mere interaktion i holdsammenhæng end i auditoriet, men også her bør underviseren i størst muligt omfang inddrage de studerende i undervisningen.
Interaktionen kan ske ved at underviseren hele tiden holder sig for øje at tale med de studerende og ikke til de studerende. Det kan ske ved simpel signposting med bemærkninger som Som mange af jer sikkert allerede ved..., Som flere spurgte om i pausen..., Der var en der sidste gang gjorde opmærksom på at... osv. Et banalt, men virkningsfuldt værktøj: Det gør at de studerende føler sig set, hørt og taget alvorligt.
Men interaktionen kan også være mere direkte end den der opnås ved signposting, nemlig ved dialog i form af spørgsmål-svar. Her er en gennemtænkt spørgeteknik vigtig - brug '7- sekunders-teknikken':
Sagen er at vi med hurtige spørgsmål og forventningen om hurtige svar stresser de studerende. Værre bliver det hvis/når vi mener at spørgsmålet kunne have været formuleret mere præcist og efter et øjeblik omformulerer spørgsmålet eller giver ekstra information. Det der her er i spil er arbejdshukommelsen: Den er begrænset og forstyrres let, og vores ageren gør det ganske enkelt sværere for de studerende at koncentrere sig og tænke sig frem til et svar.
Interaktionen kommer også til udtryk på et mere indirekte plan, nemlig ved underviserens performance. Den åbenhed en underviser i kraft af sit kropssprog kan udstråle, gør at de studerende føler sig som del af en læringsproces og ikke som kar der skal fyldes op med information.
Skriv hele sætninger, ikke kun stikord: Præsentationen skal guide de studerende her og nu og ved repetition. Desuden skal de studerende kunne læse præsentationen under forelæsningen hvis de undervejs har tabet tråden og hurtigt skal tilbage på sporet. Her vil stikord ikke være til nogen hjælp.
Brug en passende fonttype og -størrelse:
Undgå at overfylde slidesene. Fordel hellere sammenhængende information på flere slides. Som tommelfingerregel bør man aldrig have mere end 5 bullets pr. skærm aht. arbejdshukommelsen - her vil fontstørrelse 24 være en stor hjælp, for den giver ikke plads til mere end netop de 4-5 bulletpunkter.
Brug gerne animationer på de enkelte slides så at hvert bulletpunkt kommer ind separat. Dette gør at der fokuseres på den information der er central her og nu - igen understøttes de studerendes arbejdshukommelse.
Undgå til gengæld animationer ved skift mellem slides - de forstyrrer mere end de gavner.
Brug samme layout på alle slides. Begræns farvevalget til 2: en til baggrund og en til andre formål - farver er information der også påvirker arbejdshukommelsen. Undgå blå skrift på hvid baggrund; den blå skrift er meget vanskelig at læse. Brug helst sort.
Anvend billeder - både som enkeltslides og som illustrationer til tekstslides. Illustrationer opfattes af hjernen som en og kun en informationsenhed selvom de rummer bunker af detaljer, derved støtter de arbejdshukommelsen, og når de lagres også hukommelsen: Det er nemmere at kalde et billede frem end en mængde løsrevne enkeltenheder.
Der er megen diskussion om hvorvidt underviseren skal offentliggøre sine slides før eller efter timen. Argumentet mod er at de studerende så bare kan blive væk og i hvert fald ikke tager noter.
Dette holder næppe: Hvis undervisningen som sådan ikke kan give andet og mere end hvad der kan læses i et handout, har underviseren et gedigent problem. En præsentation bør rumme kardinalpunkterne, og forelæseren skal så gå i dybden med dem og sætte dem i perspektiv. Ren gennemgang af lærebogsstof skal ubetinget undgås - det kan de studerende læse selv. På samme måde bør forelæseren ikke præsentere løsninger på opgaver som de studerende selv burde have beskæftiget sig med før timen.
Hvad angår notetagning, tager nu engang ikke alle studerende noter, men lærer godt ved at læse og lytte - for så (måske) i efterbearbejdelsen at skrive ned.
Uddeling af handouts på forhånd kan forebygge den bevidstløse notetagning som mange studerende foretager når de skriver stort set hvert ord ned der flyder fra underviserens mund. Når de har basisinformationen i et handout, kan de supplere indholdet på en anderledes konstruktiv måde. Med engelske termer går de fra 'note taking' (bevidstløs stenograferen) til 'note-making' (syntetisering).
En god tavleorden er et must.
For det første håndskriften: Skriv kun med versaler (store bogstaver) når noget skal fremhæves særskilt. Brug i alle andre sammenhænge regulær håndskrift. Der bør være lidt luft mellem hvert bogstav, og generelt bør et lille bogstav i højden svare til bredden af en hånd: 9-10 cm.
Dernæst selve tavlebrugen: Inddel tavlen i afsnit som udfyldes et for et. Når det sidste afsnit er skrevet fuldt, slettes indholdet i det første, og man begynder forfra. Man sletter så teksten i næste afsnit, skriver løs osv. På den måde får de studerende tid til at skrive med og efterlades ikke med ufuldstændige sætninger i deres eget notemateriale.
Hvis man ikke har brug for gennemgående brug af tavlen, men blot bruger den til at skrive nøglebegreber/nøgleord, så skal man ubetinget slette det skrevne når der ikke er brug for det mere. Bliver det stående, er det støj der ofte fjerner de studerendes opmærksomhed fra sagen. I øvrigt er sådanne nøglebegreber/nøgleord skrevet på kryds og tværs hen over tavlen uden mål og med, men hvor der lige var plads - det gavner bestemt heller ikke de studerendes overblik.
Bruger man white-board, skal man undgå et skrive med grønt. Brug sort eller blåt til at skrive med og rødt til at fremhæve og understrege. Men glem den grønne pen - grøn skrift er næsten umulig at se. Bring selv penne med (og for den sags skyld også kridt) for at være på den sikre side.
Aktiv læring er et nøglebegreb i dagens universitetspædagogik, ja, i pædagogik i det hele taget. Det er centralt i enhver form for undervisning at den studerende får lejlighed til at afprøve den viden han/hun er ved at bygge op eller har bygget op.
Med aktivitet menes refleksion. Refleksion kan iværksættes flere gange i løbet af en time ved brug af fx time-outs, tink-pair-share, afstemninger med peer-instruction og meget andet. Mange aktiviteter kan tage afsæt i it-værktøjer, for inspiration se https://treat.au.dk/.
Aktiviteterne bør som minimum indlægges 3 gange i løbet af en time med ca. 10 minutters mellemrum - dette for at modvirke et opmærksomhedsdrop blandt de studerende. Se 'Start og afvikling'.
